Forord


De fleste mennesker tilbringer størstedelen af deres liv i boligen. Et godt indeklima er afgørende for, at beboerne befinder sig godt og har et sundt liv. Ingen bør risikere at blive direkte syg af at opholde sig i sin bolig.

Bygningsreglement 2008 indeholder derfor bestemmelser om luftskifte i boligen, om byggematerialer og om foranstaltninger, der kan begrænse indtrængen af forurening fra jorden under bygningen. For række- og kædehuse er der også bestemmelser om temperaturforhold.

Der bliver med jævne mellemrum udarbejdet tillæg til bygningsreglementet. Det opdaterede Bygningsreglement 2008 kan ses på Erhvervs- og Boligstyrelsens hjemmeside www.ebst.dk

Denne pjece beskriver, hvordan et tilstrækkeligt luftskifte kan opnås med forskellige metoder, og den gennemgår reglerne for brugen af byggematerialer, herunder indeklimamærkningen, samt hvordan man kan beskytte sig mod forurening fra jorden under bygningen samt sikre passende temperaturforhold.

Dafolo A/S, juli 2008